Antikken
Allerede romerne interesserede sig for etruskerne, både deres historie og kunst. Hovedinteressen lå dog i det historiske – etruskernes tidlige historie var jo så tæt forbundet med romernes egen. Som eksempel kan nævnes Dionysios fra Halikarnassos, som kom til Rom i 1. årh. f.Kr. og Cicero, som i sin De Divinatione gennemgår etruskisk reliegion.
Generelt kom etruskerne “på mode” i det sene 1. årh. f.Kr. og det tidlige 1. årh. e.Kr. Det mest tydelige exempel herpå var Maecenas, som selv var af etruskisk afstamning. Han var sandsynligvis medvirkende til den store rolle, etruskerne spillede i Augustæisk litteratur, fx. Æneiden (se fx. RM 66, 1959, 71-72 og MEFRA 46, 1952, 115-144). I Livius’ første bøger spiller etruskerne naturligvis en stor rolle.
På Augustus’ tid må en del etruskiske bygningsværker og kunstværker stadig være kendt. Fx. er det tydeligt, at Vitruvius i sin beskrivelse af etruskiske templer må have set og studeret hellenistiske etruskiske templer. Plinius nævner desuden en lang række etruskiske templer og kunstværker, fx terrakotta statuer og bronze statuetter. De sidste var ifølge Horats allerede samlerobjekter i 1. årh. f.Kr. Etruskisk vægmaleri synes også at have været kendt (udfra bemærkninger hos Quintilian og Strabo).
Kejser Claudius skrev en etruskisk historie, hvoraf intet er bevaret idag.
Langt op i antikken spillede den etruskiske religion en stor rolle, især hvad angår varselstagning og spåen i indvolde (augurer og haruspexer).
Det etruskiske sprog synes at være det, der overlevede længst, fordi det blev brugt i romerske religiøse ceremonier. Det sidste kendte exempel stammer fra 408 e.Kr., hvor en etruskisk præst skulle hjælpe mod goterkongen Alarik.

Middelalderen og renaissancen
Fra middelalderen kendes spredte henvisninger i både litteratur og rejsebeskrivelser, som tyder på, at de etruskiske grave har været kendt og besøgt – uden at man dog havde nogen ide om, hvem gravene tilhørte. I senmiddelalderen og den tidlige renæssance malede fx. Giotto flere malerier efter etruskisk forbillede. Fra det 13. årh. kendes relieffer, som klart imiterer etruskiske hellenistiske askeurner og sarkofager. Ligeledes imiteredes etruskiske smykker og klædedragt i malerierne. Generelt synes der at være tale om en “Etruscan revival” i renæssancen, og alle de berømte kunstnere som fx. Michelangelo benyttede etruskiske motiver i både skulptur og maleri. Modsat i middelalderen, hvor focus havde været på det religiøse, flyttedes focus nu til det æstetiske, dvs. kunstværker. I renæssancen var det historiske element dog stadig vigtigt – i ønsket om at studere renæssancens byer og deres oprindelse stødte man på etruskerne, og flere toscanske byers etruskiske oprindelse blev fastslået.
Allerede tidligt kendes nogle få relativt grundige og “arkæologiske” beskrivelser, fx. en beskrivelse af vaser fundne i Arezzo fra 1282 og af en grav med indhold fra Volterra, beskrevet i 1466.
En af de første forskere til at identificere og diskutere etruskisk kunst og arkitektur var Leone Battista Alberti (død 1472). Han skrev 10 bøger om arkitektur, hvori han inkluderede etruskiske fund.
Etruskisk indflydelse gjorde sig også gældende i renæssance-arkitekturen i Toscana; fx mener man, at facaden til Palazzo Rucellai i Firenze (1446-1451) er inspireret af en senetruskisk urne i museet i Firenze. Tilsvarende indflydelse kan ses i flere samtidige bygningsværker, fx i friser og gavlfelter.
Den mest kendte etruskerforsker var domenikanermunken Giovanni Nanni, kendt som Annio da Viterbo (1432-1502). Han var den første til at studere etruskisk sprog (som han mente stammede fra hebraisk). Han fortog også en del udgravninger (hvor dog “fundene” var plantet der i forvejen). Han er dog mest kendt for at have forfalsket indskrifter, at have leveret en “korrekt” oversættelse af etruskiske indskrifter samt at have forfalsket en romersk historie, som han udgav som være forfattet af Fabius Pictor.
En mere seriøs forsker var Giorgio Vasari, som bl.a. beskrev fundet af chimæren fra Arezzo. Fundet af chimæren i 1554 tiltrak sig stor opmærksomhed, også udenfor Toscana, og den blev afbildet af mange kunstnere. Af andre berømte fund fra perioden kan nævnes bronzestatuen af Minerva og l’Arringatore, nu begge i Firenze.
I det 16 årh. begyndte studiet af etruskiske bronzespejle, og i det 17. årh. blev de flittigt studeret.
Renæssancehaven i Bomarzo med dens grotter og uhyrer er også etruskisk inspireret.
I det tidlige 17 årh. kom Thomas Dempster, en berømt skotsk juraprofessor og fægter, til Italien for at foretage studier til en bog om etruskerne, som Cosimo II de’ Medici havde bestilt. Det meste af værket,De Etruria regali libri septem, som var baseret på skriftlige kilder, blev overrakt Cosimo, men blev aldrig trykt. Værket blev først udgivet i 1726 af englænderen Thomas Cook, som fik tilføjet kobberstiksillustrationer.
Generelt var interessen for etruskerne i det 17. årh. lille til fordel for en øget interesse i den romerske fortid. Rom var i denne periode foretrukket af kunstnerne på bekostning af Firenze, og kunstnerne var nu inspireret af den romerske kunst.

Det 18. og 19. årh.
I det 18. årh. øgedes interessen igen markant for etruskerne, og de blev nærmest en mani. En vigtig årsag hertil var udgivelsen af Dempsters værk. Et exempel herpå var, at et akademi i Cortona, som var indstiftet få år før Dempsters udgivelse, skiftede navn til Accademia Etrusca, og kaldte deres præsident Lucumon. Dette akademi kom til at spille en stor rolle i studiet af etruskerne i det 18. årh. med deres møder, diskutioner og Dissertazione i mere end 50 år. Disse “akademikere” blev forgangsmænd for moderne forskning, selv om deres teorier ofte var langt ude. Etruskerne blev anset for at have opfundet alt fra græske vaser til navigation og filosofi. Mange udgravninger blev foretaget, og etruskiske samlinger og museer grundlagt, fx i Cortona og Volterra. En af de vigtigste publikationer fra perioden var Antonio Francesco Gori’s rigt illustrede Museum Etruscum i 3 bind fra 1737-1743, samt hans publikationer af samlingerne i Volterra, Cortona og Firenze. Andre publikationer fra samme periode omhandlede fx. etruskisk dragt eller det præ-romerske samfund. I slutningen af det 18. årh. publicerede Luigi Lanzi flere vigtige værker, bl.a. om “de såkaldte etruskiske vaser”, som han endeligt påviste var græske, samt et værk om etruskisk sprog.
Også ikke-italienske forskere interesserede sig for etruskerne, bl.a. Winckelmann, som var medlem af Accademia Etrusca, men først i det 19. årh. blev interessen for etruskerne rigtigt international. Også den almindelige befolkning begyndte at fatte interesse for etruskerne, hvilket bl.a. også medførte en lang række rovgravninger.
Den franske skole i Rom spillede en stor rolle, mens det engelske bidrag mest bestod i en serie rejsebøger, hvoraf de mest kendte forfattere var James Byres, Mrs. Hamilton Gray og George Dennis. Byres påbegyndte en illustreret bog om etruskiske gravmalerier fra Tarquinia, men bogen blev først publiceret i 1842 efter hans død. Mrs. Hamilton Gray skrev en Tour to the sepulchres of Etruria in 1839, en slags guidebog. Efter disse bøger fulgte Dennis’ Cities and Cemetaries of Etruria i 1848. Bogen er stadig i dag et vigtigt værk, ikke kun hvad angår de monumenter, som er gået tabt idag, og bogen er genudgivet i utallige oplag.
Den tyske skoles arbejde i det 19. årh. var specielt vigtigt. Eduard Gerhard grundlagde “Instituto di correspondenza Archeologica” (1829), og dets publikationer (Bollettino, Annali, og Monumenti Inediti) er stadig værdifulde idag. Corpora blev påbegyndt, bl.a. Gerhardt eget Etruskische Spiegel fra 1840-1897.
De italienske forskere fortsatte deres arbejde, og mange publikationer blev udgivet som fx. Francesco Inghirami’s Monumenti Etruschi fra 1821-1826, og Corpus Inscriptionum Italicarum blev påbegyndt. I det sene 19 årh. startede tidsskriftet Notizie degli Scavi, som også publicerede en del etruskiske udgravninger.

Det 20. årh.
Især i 20’erne blev grundlaget for den moderne etruskerforskning grundlagt. Institito di Studi Etruschi blev grundlagt i 1932, men tidsskriftet Studi Etruschi udkom allerede fra 1927. I 1955 begyndte en stor etruskisk vandreudstilling, fx. i Torino (Arte degli Etruschi), som også blev vist i bl.a. Paris og Zürich. I 1960’erne var der også flere udstillinger. I 1985 var det “Etruskerår” i Italien, og der blev afholdt en lang række udstillinger om forskellige etruskiske temaer (“de røde kataloger”).
Forskningen koncentrede sig i det meste af det 20. årh. om gravpladsudgravninger, hvoraf kan nævnes Lerici-udgravningerne i Cerveteri (hvoraf kun meget få af de tusindvis af grave er publicerede). I 1950’erne begyndte svenskerne at grave i San Giovenale og i 1960’erne påbegyndtes de svenske udgravninger i Acquarossa og de amerikanske i Murlo. Især de sidste to førte til en øget interesse for etruskisk beboelse, og siden er foretaget mange andre byudgravninger og surveys, fx. i Civita Castellana, Castelnouvo Beradegna, Cerveteri, Tarquinia og Vulci.
I samme periode er afholdt en lang række kongresser, især af Instituto di Studi Etruschi.
Samtidig har der været en tendens til ikke at betragte etruskerne isoleret, men snarere som ét folk ud af mange i det centrale Italien. Dette har ført til en lang række udstillinger og kongresser med emner og temaer mere på tværs, som fx. udstillingen i Bruxelles i 1980 (Prima Italia) eller kongressen Aspects of Italic culture, afholdt på British Museum i 1980.

Bibliografi:

A.J. Pfiffig, Einführung in die Etruskologie – Probleme, Methoden, Ergebnisse, Darmstadt 1972.

L’Accademia etrusca, Udstilling Cortona, Milano 1985.

N. Thomson de Grummond, i L. Bonfante (red.), Etruscan Life and Afterlife, Warminster 1986, 18-46.

La fortuna degli etruschi, Udstilling Firenze, Milano 1985 (mest om senere (mis)brug af etruskerne).