Byer og arkitektur
I jernalderen boede man i hytter, som oftest bestående af fundamentsstolper hugget ned i klippen. Væggene bestod af grene flettet mellem stolperne og fletværket blev på begge sider dækket af en lerklining, ikke ulig danske bondehuse. Taget var stråtækt. Denne type bolig var billig, hurtig at opføre og krævede ingen specielle tekniske færdigheder. Omvendt var den ikke særligt stabil overfor vind og hver og den var ekstremt sårbar overfor brand.

Rekonstruktion af hytte fra Palatinerhøjen i Rom

Rekonstruktion af jernalderlandsby

Vi kender hytterne dels fra udgravninger af enkeltstående hytter, men også hele landsbyer. Ofte er kun stolpehuller tilbage. Et eksempel på dette kendes fra Palatinerhøjen i Rom

I starten af jernalderen var bebyggelserne relativt små og spredte, men i den sene jernalder voksede jernalderbebyggelserne til ret store centre.
Denne byggeform fortsatte ned til midten af det 7. årh. De blev efterhånden erstattet af mere solide huse med stenfundament, vægge af soltørrede lertegl eller i grenflet med lerklining, men stadig med stråtag. En vigtig nyskabelse var tegltaget, som ses i Etrurien omkring 650 f.Kr.

Rekonstruktion af tegltag fra Acquarossa, Zone B, House C, ca. 550-530 f.Kr

Pga den minskede brandfare kunne man således bygge flere huse tættere sammen og i større enheder og større byer opstod nu i hele Etrurien, især i Sydetrurien.
Husene havde oftest 2-3 rum, men blev efterhånden større (i Marzabotto i det 5. årh. ses forløberen for det senere romerske atriumhus).

Grundplan af hus fra Marzabotto

Marzabotto. Rester af etruskiske huse. 5 årh. f.Kr.

I 2. halvdel af det 7. årh. opstod de første monumentalbygninger (fx Murlo), som sandsynligvis fungerede som både aristokratisk beboelse og en slags administration/ mødecentrum. I det sene 7. årh. opstod de første større byer som Rom og Veii. I løbet af det 6. årh. spredte urbaniseringen sig til det meste af Etrurien.
Helligdomme var sandsynligvis i tidlig tid enten naturhelligdomme eller integreret i beboelser. Templer blev først almindelige i 2. halvdel af det 6. årh. De var bygget på samme måde som huse, men var placeret på et højt podium med en bred trappe foran og et forrum med søjler. De havde et centralt rum, evt. med siderum. De etruskiske templer blev således forløbere for de romerske.
I Pyrgi (Cerveteris havneby) er der fundet flere templer.

Rekonstruktion af templerne i Pyrgi

Fra 2. halvdel af det 7. årh. til hellenistisk tid blev mange bygninger udsmykket med arkitektonisk dekoration i terrakotta. Disse havde desuden en praktisk funktion, idet de beskyttede tagets trækonstruktion.

Alle typer bygninger kunne være dekoreret med arkitektoniske tagterrakotter. Denne udsmykning kan dels ses ud fra de bevarede rester af sådanne terrakotter, her fx akroteren med Minerva og Hercules fra S. Omobono templet i Rom fra ca. 540-530 f.Kr.

Terracotta figurer fra S. Omobonotemplet i Rom

Andre vidnesbyrd om bygningernes udseende og tagdekorationen fås fra modeller af bygninger. Disse er dels fundet i helligdomme, dels i grave (som urner eller cippi (dvs. “gravsten”).

Model af bygning fra Veii, nord for Rom

Den tidligste bymur er fra Roselle fra det sene 7. årh. (i soltørrede lertegl). Denne bymur blev i det 6. årh. erstattet af en stenmur men først fra det 4. årh. blev de almindelige (pga truslen fra gallerne og fra Rom).

Bymur fra Roselle

Etruskerne var desuden berømte for deres ingeniørarbejder, både veje (hugget ud i tufklippen), kloakker og dræningkanaler (cuniculi).

Portonaccio templet i Veii Portonaccio templet i Veii er en del af en større helligdom, sandsynligvis indviet til Menrva (=den romerske Minerva), men også til andre guder. Templet dateres til det sene 6. årh. men fund går tilbage til midten af det 6. årh.
De sparsomme rester af templet	Rekonstruktion af Veii templet
Tagakroterer (Apollon)	Model af tag fra Veii, Portonaccio, ca. 510 f.Kr. Denne gengiver muligvis selve templet.

Murlo En af de mest berømte udgravninger i nyere tid er de amerikanske udgravninger i Murlo, udenfor Siena. Her har amerikanske arkæologer gravet siden 1967. På et plateau er udgravet et stort “palads”, den hidtil største bygning i Etrurien, ca. 60×60 m. Bygningen består af fire fløje, centreret omkring en gård med overdækkede søjlegange. Fundamenter var sten, væggene af soltørrede lertegl/grenflet med lerklining, og taget tegltag. Taget var rigt udsmykket med arkitektoniske terrakotter, hvoraf nogle ses her. Bygningen dateres til ca. 600 f.Kr.
Plan over Murlo “paladset”	Rekonstruktion af taget med tagfigurerne
Tag med dæktegl med gorgonantefixer	Sima med spygatter (til afløb af vand)
Sphinx, oprindeligt placeret langs tagryggen	Tagfigur, den såkaldte cowboy
Under denne bygning fandtes rester af en tidligere bygning, sandsynligvis med samme funktion. Denne bestod af i hvert tilfælde to fløje, muligvis flere. Bygningsteknikken var den samme som for det senere palads. Denne bygning dateres til ca. 640-630. Rekonstruktion af den tidlige bygning i Murlo, 640-630 f.Kr.
I nærheden er udgravet en værkstedsbygning, dateret til ca. 640-630 f.Kr. og sandsynligvis ødelagt af en brand omkring år 600 f.Kr.), bestående af en ca. 55 m lang bygning med 3 rækker træsøjler på stenbaser og en rigt udsmykket tegltag. Bygningen havde sandsynligvis ingen vægge. I bygningen er fundet rester fra metalproduktion (bl.a. slagger), elfenbensudskæring, keramik (en brændeovn er fundet i nærheden), terrakottaproduktion (støbeforme) og teglfremstilling (tegl lagt til tørre blev fundet i bygningens midte – da bygningen brændte flygtede folk (og dyr) i panik henover de våde tegl og branden har således bevaret fodspor). Andre bygninger er også fundet i området, men intet tyder på, at der var en decideret by – der er snarere tale om en paladsagtig konstruktion, en bolig for en lokal “leder” og blev nok også brugt til politiske/religiøse møder for byerne i den nordlige del af Etrurien. På den nærliggende Poggio Aguzzo høj er udgravet nogle rige tidligere grave, fra det 8. og 7. årh. f.Kr., mens ingen arkaisk gravplads (endnu) er fundet.

Acquarossa – et eksempel på en etruskisk by De svenske udgravninger i Acquarossa fra slutningen af 1966 har afdækket en mindre by, ca. 32 ha. (hvoraf dog kun 4% er udgravet). Mere end 75 bygninger er lokaliserede og det totale antal bygninger ved ødelæggelsen er beregnet til at være ca. 1200. Antallet af indbyggere lå nok mellem 4000 og 7000 mennesker.De tidligste spor af bebyggelse bestod af hytter, dateret til midten af det 8. årh. f.Kr. Disse var nok i brug indtil de første huse blev bygget i midten af det 7. årh. Bygningernes grundplan varierer, men to typer er karakteristiske: mindre bygninger med 1-3 rum og ofte et forrådsrum, ca. 5-10 kvadratmeter, samt større bygninger med to eller flere rum med en åbning mod et langt og smalt forrum eller porticus. Disse større bygninger var mellem 30 og 90 kvadratmeter. Mellem bygningerne var gader og gårdspladser. Bygninger synes ikke at være placeret efter et bestemt system. Luftfoto af Zone B med fundamentsrester
I zone F er udgravet et paladsagtigt kompleks, ikke uligt Murlo.Fundamenterne bestod af mere eller mindre rektangulære tuf-blokke uden bindemiddel. Væggene var oftest fletværk af grene, beklædt med ler; enkelte havde dog stenvægge. Gulvene var lerstampede. Taget var et tegltag og mange af husene havde en rig dekoration med arkitektoniske terrakotter. Rekonstruktion af området
Plan over det monumentale område (Bygning F)	Genopbygning af tagkonstruktionen med søjler og tagdekoration