1

Indledning og historisk oversigt

Indledning
Etruskerne er det bedst kendte af de italiske folkeslag før romerne, og de fik umådelig stor betydning ikke kun for Rom og de andre italiske folkeslag, men for kulturudviklingen i Italien generelt. Vor viden om etruskerne stammer fra arkæologiske levn, herunder indskrifter, samt passager hos senere græske og romerske forfattere. Af disse kildegrupper er de arkæologiske vidnesbyrd langt de vigtigste.
Navnet etruskerne stammer fra det latinske Tusci eller Etrusci. Etruskerne kaldte sig selv Rasenna eller Rasna, mens grækerne kaldte dem Tyrrhenoi.
Etruskerne boede i Etrurien, et område i Mellemitalien, som svarer nogenlunde til det nuværende Toscana og en del af Umbrien. Etrurien var afgrænset af floderne Tiberen i syd og Arno i nord samt af Apenninerbjergene mod øst.
Geologisk er den sydlige del af Etrurien præget af vulkansk tuf, mens den nordlige del består af bløde kalkklipper.
Den etruskiske kultur opfattes i dag af de fleste forskere som en videreudvikling af Villanovakulturen fra jernalderen (ca. 900-720 f.Kr.) i Mellemitalien. Primært pga. en passage hos den græske historiker Herodot (ca. 450 f.Kr.) mente man tidligere, at etruskerne var indvandret fra Lilleasien, men de arkæologiske fund giver intet belæg for en sådan antagelse.

Historie
Vor viden om etruskisk historie er mangelfuld, da den etruskiske litteratur ikke er bevaret. Historien er derfor stærkt farvet af, at den er baseret på få sene græske og romerske skriftlige kilder. Her omtales etruskerne ofte som pirater og handelsmænd, og man anså dem for forfængelige og umoralske, bl.a. fordi kvinderne spiste med ved bordet og drak vin!
I den orientaliserende periode (ca. 720-600 f.Kr.) blev det etruskiske samfund etableret, da man for alvor fik kontakt til andre folkeslag i Middelhavsområdet; især fønikerne og grækerne. De rige metalforekomster af jern (hovedsaligt fra Elba i Nordetrurien) dannede grundlag for den etruskiske eksport. Til gengæld fik man luksusvarer af sølv, guld, og elfenben samt græsk keramik, olier og parfume.

Diverse fund af luksusgenstande fra orientaliserende tid

bernardini_lebes

Lebes fra Bernardini graven

silverchiusisitula650to30lille

Sølv situla fra Chiusi, ca. 650-630 f.Kr.

bernardini_fibula

Guldfibel fra Bernardini graven

ivory_combMarsiliana680to40

Elfenbenskam fra Marsiliana, ca. 680-650 f.Kr.

bernardini_fibula_zoom

Detalje fra fiblen fra Bernardini graven

bologna_fibula625to00

Guldfibel fra Bologna, ca. 625-600 f.Kr.

 

Regolini Galassi-graven i Cerveteri, ca. 675-650 f.Kr.

regolini_galassi_udefra

Regolini Galassi graven set udefra

regolini_grav

Selve graven

regolini_planbf

Plan over graven

regolini_vogn

Vogn (delvis rekonstrueret), som blev brugt til af transportere den døde til gravpladsen

regolini_bracelets

Øreringe, muligvis armringe

goldfibula

Fibula (dragtnål)

Fra grækerne lærte etruskerne oliven- og vindyrkningen, militærtaktikken (hoplit) samt skriftsproget. Som følge af disse kontakter samt af en langt bedre udnyttelse af den rige landbrugsjord udvikledes den etruskiske højkultur. Samfundssystemet var nu mere komplext med en voksende specialisering, især indenfor håndværk. I denne periode blev ekspansionen mod nord (til Po-dalen) og mod syd (Latium og Campanien) intensiveret. Sydetrurien synes at have udviklet sig hurtigst, mens de nordlige områder (omkring Bologna) kun udviklede sig langsomt. De rige gravfund i fx Cerveteri tyder på, at der må have været tale om en aristokratisk kultur. Mange byer var ledet af en konge (lucomon). Der var aldrig tale om en etruskisk stat i moderne forstand, men derimod om et folk bundet sammen af en fælles materiel og åndelig kultur. Den materielle kultur i Faliskerområdet nord for Rom, i Latium og i Campanien afveg ikke meget fra den etruskiske, selv om man talte andre sprog. De senere romerske kilder omtaler et forbund af 12 byer, som mødtes i Fanum Voltumnae men hvis det har eksisteret, er der sandsynligvis snarere tale om en religiøst sammenslutning end en politisk.

I den arkaiske periode (ca. 600-480/60 f.v.t.) fortsatte den ekspansive politik, og handelen var nu primært med grækerne. Havnebyerne Pyrgi og Gravisca vidner om denne store handel. Etruskisk eksport er fundet over hele Middelhavsområdet og i det centrale Europa, især bronzer og bucchero. Etruskerne beskyttede deres interessesfærer nidkært; i 540 f.v.t. besejrede en etruskisk/karthageniensisk alliance i slaget ved Alalia de grækere, som havde slået sig ned på Corsica – de blev tvunget til at forlade øen. I slutningen af det 6. årh. blev de første etruskiske byer i Norditalien grundlagt, bl.a. Marzabotto nær Bologna og handelsstationen Spina ved Adriaterhavskysten. I 474 f.v.t. blev en etruskisk flåde besejret af grækerne i slaget ved Cumae, og dermed forsvandt den etruskiske sødominans, og den deres indflydelse i Campanien mindskedes. I det 6. årh. blev aristokratiets indflydelse svækket til fordel for et styre domineret af middelklassen, og magten overgik nok til en række embedsmænd, hvoraf flere titler er bevaret (fx zilath), selv om vi ikke kender deres præcise betydning.

I den klassiske periode (ca. 480/60-300 f.v.t.) var en nedgangsperiode. I det 5. årh. var Etrurien præget af gallernes invasion i det nordlige Italien, og etruskerne måtte trække sig ud af de nordlige områder. Den etruskiske kontrol over Latium blev samtidig svækket (Rom havde ifølge traditionen frigjort sig fra de etruskiske konger i 509 f.v.t.), og i perioden var der uro i Centralitalien. Fundene (især gravene) fra perioden er relativt få og fattige. I det 4. årh. ses dog en vis økonomisk fremgang (ud fra fundene), selv om perioden var præget af de første nederlag til det stærkt fremvoksende Rom. I 396 besejrede romerne byen Veii, og i de efterfølgende århundreder blev de etruskiske byer besejret én efter én. Selv om enkelte etruskiske byer støttede hinanden, lykkedes det aldrig etruskerne at samle modstanden mod romerne.

I hellenistisk tid (ca. 300-Kristi fødsel) fortsatte nedgangsperioden. I 280 f.v.t. beherskede Rom hele Etrurien, og fra 200-tallet begyndte romerne at anlægge kolonier i Etrurien. Efter forbundsfællekrigen (90-88 f.v.t.) fik de etruskiske byer romersk borgerret, og den etruskiske kultur blev gradvist assimileret i den romerske.